Close

Autostol collage

Autostolsjunglen

“Hvilken autostol skal jeg vælge?”

Når man får børn, er der naturligvis en hel masse ting, man skal ud og investere i. En af de større ting er, for de flestes vedkommende, en autostol.

Jeg har tit snakket med andre mødre om, hvilken autostol man skal vælge, når man nu skal transportere det mest dyrebare, man ejer. Og det er virkelig ikke nemt at vælge. Der er så mange parametre, man kan og/eller skal tænke ind, når man køber en autostol. Sikkerhed, montering (sele, selebase eller isofix), farlig kemi osv…

De senere år er der kommet flere og flere bagudvendte autostole – noget der ikke fandtes, dengang jeg var barn i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Og jeg synes faktisk, det er værd at sætte sig ind i, hvorfor man er begyndt at producere den slags stole.

Langt de fleste autostole er i dag stadig fremadvendt, når man kigger på den kategori af autostole, der kan bruges fra barnet er mellem 9 og 12 måneder og indtil de bliver omkring 4 år – og det synes jeg faktisk er både underligt og lidt uhyggeligt.

Det er bare ikke nær så sikkert at sætte sit barn med ansigtet vendt mod køreretningen, da de allerfleste uheld sker ved frontal påkørsel. Det giver en kæmpestor belastning på dit barns krop, når han eller hun kastes fremad, selvom de er spændt forsvarligt fast. Den samme påvirkning kan reduceres rigtig meget, hvis barnet vender den anden vej.

Man bestemmer selvfølgelig selv, hvad man vælger, jeg synes bare man skal tænke over de kæmpestore sikkerhedsmæssige fordele, der er ved en bagudvendt autostol. Vi har af samme årsag valgt at købe en Maxi Cosi 2way Pearl til Phillip.
Grundene til det er primært:

  • Den er godkendt efter de nye I-size standarder (læs mere om det her).
  • Den kan bruges bagudvendt i ret lang tid. (Phillip sidder stadig bagudvendt og er pt 15½ måned gammel og over 80 cm lang)
  • Den monteres med isofix, hvilket er mere sikkert end med 5-punktssele. (Kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis ens bil er udstyret med isofix.)
  • Den kan bruges fra 9-18 kg. (Jeg synes det virker vildt, at man kan få stole, der skulle passe perfekt til et barn fra 0-18 kg, og har derfor valgt en, der “kun” har et 9-kilos interval)

Udover Maxi Cosi’en havde vi kig på Cybex Sirona, men valgte den fra på grund af den mavepude, man skal bruge, når barnet skal sidde fremadvendt. Vi prøvede at sætte Phillip i den (med mavepuden), men hans arme kom alt for højt op, og derudover så er han også en varm dreng, så han ville formentlig få det alt for varmt under den pude, når vejret bliver lidt mildere.

Jeg har haft meget glæde af at bruge den her oversigt over tests af autostole, de to gange, vi har skulle købe en; http://www.autostol.dk/test-af-autostole.

Det smarte ved den oversigt er, at man kan se testresultater på tværs af årene, for det viser sig nemlig ofte, at eksempelvis en 2011-model er mere sikker end for eksempel en 2014-model. Grunden til, at vores Maxi Cosi 2way Pearl ikke scorer mere end 72%, er fordi alle autostole testes fremadvendt, og derfor ville resultatet altså være højere, hvis man tog den bagudvendte mulighed i betragtning.

Da Phillip var nyfødt og indtil han var lidt under et år brugte vi en Britax Römer Baby-Safe plus SHR II med ISOFIX base, som vi også var meget glade for!

Jeg ved godt, at mange siger, at deres barn gider altså ikke at sidde bagudvendt, men Phillip har aldrig prøvet andet og ved derfor ikke, at der findes et alternativ, og så længe hans ben kan være der, så kommer han til at sidde bagudvendt, for det er altså bare mere sikkert! Og i sidste ende er det jo os – de voksne – der bestemmer den slags :)

Lidt om mig

25 år, gift med Benjamin, mor til Phillip. Bor i Give, hvor hverdagen går med en masse både skønne og mindre skønne oplevelser. Men jeg er vild med min familie og den hverdag, vi deler sammen!

Skriv en kommentar

You may use these HTML tags and attributes:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>