Close

Collage2

”Det behøver ikke være kolik”

I går sad jeg – i al min ledighed – og læste lidt i min nye bog Lola Jensens ”Den store far, mor og børn”. Jeg havde ønsket mig den i julegave. Ikke fordi jeg altid føler mig decideret enig med den gode Lola, men fordi jeg synes, det er dejligt at få lidt input, som man så kan navigere efter eller langt udenom.

Men jeg nåede så til side 68 og afsnittet ”Det behøver ikke være kolik”, og der blev jeg faktisk lidt irriteret og lidt harm på andre mødres vegne. Lola skriver i afsnittet at der er delte meninger om, hvorvidt kolik faktisk eksisterer og beskriver videre hvordan meget få procent af nyfødte måske godt kan have et umodent tarmsystem og problemer med at komme af med eksempelvis luft.

Bevares – alle har en holdning til, om den der gråd, nogle forældre oplever, skal kaldes kolik eller noget andet, men det er jo bare ord. Det er det, hun skriver efterfølgende, som nu får mig til tasterne. Hun skriver på side 68, og jeg citerer;

”Men i langt hovedparten af tilfældene er det de voksnes usikkerhed og dårlig rytme, der er forklaringen. Når små børn har ondt i maven, bryder det som regel ud om eftermiddagen og aftenen, hvor både børn og forældre er trætte.”

Det synes jeg faktisk ikke er i orden at hverken påstå eller skrive i en bog til kommende eller nybagte forældre! Tænk hvis der sidder en mor og/eller far derude, som får bildt sig selv ind, at det er deres egen skyld, at barnet græder og er uroligt det meste af tiden. Så er det da først man bliver stresset, frustreret og får lyst til at rive sit hår ud.

Vi er nogle af dem, der havde et meget uroligt og grædende barn de første cirka 3 måneder. Det var vanvittig hårdt og utrolig frustrerende for os begge to (eller egentlig for so alle tre!). Han kunne kun falde i søvn, hvis han var i konstant bevægelse, og skulle ofte virkelig vugges noget hårdt i ens arme, før han kunne finde ro. Jo ældre han blev, jo værre blev det faktisk, og vi prøvede virkelig ALT!

Vi var ved en zoneterapeut, googlede os halvt ihjel, skiftede modermælkserstatningsmærke, prøvede en 5-6 forskellige typer sutteflasker, bøvsede ham ekstra godt af, cyklede med hans ben, masserede hans mave i urets retning, snakkede med lægen, snakkede med sundhedsplejersken og en masse andet, som min hjerne efterhånden har fortrængt. Og som man ofte hører, var gråden tiltagende i løbet af dagen og værst om aftenen.

Var der dengang en eller anden ’klog kone’, der havde sagt til mig, ”Han skriger kun fordi du er usikker og I har en dårlig rytme med ham”, så ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort! Lige nu ville jeg have lyst til at pande personen én (selvfølgelig ikke rigtigt, mere i overført betydning). Men dengang ved jeg ikke, om jeg ikke var blevet endnu mere frustreret end jeg allerede var – hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. For hver eneste dag gjorde jeg alt for at hjælpe mit barn, selvom jeg ikke vidste, hvorfor han græd og græd.

Jeg havde selv en fornemmelse af, at han ikke havde kolik, men jeg var stadig sikker på, at det ikke var normalt at et spædbarn skulle græde så meget hver dag, selvom det er mit første barn. Lige efter nytår, d. 2. januar, tog jeg ham med til lægen igen-igen. På det tidspunkt var han 2,5 måneder. Heldigvis spiste han mig ikke af med ”det er nok kolik – det vokser han fra”, selvom jeg faktisk havde forventet det.

Tværtimod sendte han os direkte fra lægehuset til børneafdelingen i Kolding, så vi kunne finde ud af, hvad der var i vejen.

I Kolding var de super søde og vi blev indlagt med det samme, så de kunne følge Phillip det næste døgn og se, hvor meget og hvordan han faktisk græd og også se alle hans bleer med afføring, da vi var ret sikre på, at det var noget mave-relateret.

Konklusionen på indlæggelsen blev, at vores stakkels lille dreng var MEGET forstoppet og havde været det næsten siden fødslen, da der stadig kom meconium-lignende afføring (den første slags afføring, babyer har i løbet af de første par døgn) ud i hans bleer! Det var lige til selv at få ondt i maven over, at han havde haft SÅ ondt så længe på grund af forstoppelse.

Herefter fik vi Movicol Junior ordineret til ham, og i løbet af 24 timer efter han var begyndt at få det, havde vi fået et helt nyt barn, der nu havde overskud til at bruge energi på andet end bare at græde, og vi kunne igen få lidt luft og skulle ikke bruge hver eneste aften på at vugge, trisse rundt, synge og shh’e.

Men det jeg egentlig vil frem til med det her indlæg er, at man som mor virkelig bare bør stole på sin mavefornemmelse og sin intuition og ikke en eller anden ”ekspert”, der fortæller én, at det nok bare er ens egen usikkerhed og dårlige humør og rytme, der er skyld i at ens spædbarn græder.

For nej, selvfølgelig behøver det ikke være kolik, og det var det heller ikke i vores tilfælde, men det var jo noget, der skulle gøres noget ved, og det var ikke gået over med tiden men var formentlig i stedet blevet værre og værre. Og jeg synes 2,5 måneders mavesmerter er rigeligt – uanset om man er barn eller voksen :)

Lidt om mig

25 år, gift med Benjamin, mor til Phillip. Bor i Give, hvor hverdagen går med en masse både skønne og mindre skønne oplevelser. Men jeg er vild med min familie og den hverdag, vi deler sammen!

Skriv en kommentar

You may use these HTML tags and attributes:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>