Close

20141207_161950

Nåh men jeg kan jo altid sove, når jeg bliver gammel

Bortset fra at det her er et indlæg om utrolig elendig nattesøvn, så er det også en update på de dræn, Phillip fik lagt den 4. december.

Som du måske allerede har læst, så har Phillip haft en kedelig tendens til at få mellemørebetændelse igen og igen, hvilket resulterede i at han endte med væske skiftevis på begge ører. Til sidst mente ørelægen også, at det ville hjælpe, hvis Phillip fik lagt dræn i ørernes trommehinder, så væsken kunne løbe ud og ikke sad og trykkede indeni ørerne.

For det første kan væske på ørerne gøre rigtig ondt og give en trykkende fornemmelse, som kan gøre at barnet eksempelvis sover dårligt. For det andet så giver det nedsat hørelse på det øre, som er ramt af væsken, og det kan forsinke taleudviklingen. Det sidste har vi dog ingen problemer haft med – han ’taler’ som et vandfald med en blanding af rigtige ord og volapyk! :D

Nå, men nu er det jo 12 dage siden drænene blev lagt, og vi havde jo håbet på, at det kunne give Phillip (og mig/os) en bedre nattesøvn. MEN han sover præcis lige så dårligt, som han faktisk altid har gjort. Suk. Faktisk vil jeg sige, at han har sovet endnu værre end han egentlig plejer den sidste halvanden uges tid. For nogle dage siden var han vågen i cirka 2½ time midt om natten, og han blev ved med at klappe sig selv på ørerne og rive i dem – ligesom når han har haft mellemørebetændelse.

Derfor tog jeg ham også med til lægen i sidste uge for at få tjekket, om drænene sad som de skulle og om alt var okay. Alt var fint, og han havde heller ikke mellemørebetændelse igen. Så det var i hvert fald ikke derfor han blev/bliver ved med at vågne op og græde.

Det mest frustrerende ved det hele er næsten, at man havde håbet, at drænene ville gøre en forskel rimelig hurtigt, men i stedet er det næsten værre end det plejer at være. I går opdagede jeg så, at han har kindtænder, der næsten er brudt igennem nederst i både højre og venstre side. Det kan så måske forklare de sidste mange nætters dårlige søvn. Nu håber vi bare, at de snart er oppe, så han ikke skal have ondt på grund af dem.

Jeg har efterfølgende spurgt andre til råds vedrørende dræn, og har fået at vide, at der godt kan gå 2-3 uger før man ser en egentlig effekt, så det venter vi mere eller mindre tålmodigt på i øjeblikket. Derudover kan det også være, at han nu vågner om natten fordi, han simpelthen kan høre meget bedre nu uden alt det væske. Derudover kan det åbenbart ’klukke’ lidt i ørerne det første stykke tid, fordi der nu kan komme luft ind i øret, og det kan også genere lidt i tilvænningsfasen.

Men status er altså, at hverken Phillip eller jeg har ’sovet igennem’ en helt nat siden d.18. oktober sidste år – men hva’, jeg kan jo altid sove, når jeg bliver gammel ;)

Lidt om mig

25 år, gift med Benjamin, mor til Phillip. Bor i Give, hvor hverdagen går med en masse både skønne og mindre skønne oplevelser. Men jeg er vild med min familie og den hverdag, vi deler sammen!

Skriv en kommentar

You may use these HTML tags and attributes:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>