Close

IMAG3369

Privat eller kommunal dagpleje?

Nu er det lidt over to måneder siden Phillip startede i dagpleje, men vi har vidst hvor han skulle være siden i sommer. Vi har valgt at han skulle i en privat dagpleje, og jeg bliver ind imellem spurgt, hvorfor vi har valgt det fremfor en almindelig kommunal dagplejer. Det er selvfølgelig mest relevant for dig, hvis du overvejer, hvad du skal vælge, men her kan du læse lidt om vores valg og overvejelser.

Egentlig er det ret nemt at svare på – fordi vi først og fremmest blev anbefalet den dagpleje han går i nu og derudover syntes vi rigtig godt om stedet, da vi tog ud for at besøge hende for et halvt års tid siden. På den måde har det egentlig ikke noget at gøre med, at hun er privat dagplejer. Jeg synes faktisk også, at det vigtigste er, at man vælger et sted, som man har en god fornemmelse af i stedet for at fokusere på, om det er i kommunalt eller privat regi.

Jeg kan huske, da jeg skulle skrive Phillip op til dagpleje på borger.dk. Nøj en jungle! Man kendte jo ikke en eneste af de dagplejere, man kunne vælge imellem. Jeg læste lidt om dem hver især og valgte ud fra det, jeg lige umiddelbart kunne finde ud af. Jeg synes bare ikke, det var den bedste måde at vælge det sted, hvor ens barn skal bruge så meget af sit liv.

Heldigvis var der en i min mødregruppe, der havde gode erfaringer med Phillips dagplejer, så vi valgte at besøge hende og se, om det var noget for os – og det var det heldigvis. Vi lagde vægt på, at der var en meget familie-agtig stemning derude, og børnene var også tydeligt glade for både hendes egne børn og hendes mand. Derudover bruger hun naturen rigtig meget og de har også dyr, og det kan jeg godt lide. Det giver gode muligheder for at børnene kan lære noget om at være gode ved dyr også.

Phillip spiser en bolle i dagplejen.

Phillip spiser en bolle i dagplejen.

Når det så er sagt, så skal man selvfølgelig være opmærksom på, at der er visse forskelle på private og kommunale daginstitutioner. De private er selvfølgelig godkendte af kommunen og kommunen skal også udføre pædagogiske tilsyn med de private dagplejere. Herudover har en privat dagplejer også underretningspligt, hvis de får mistanke til et barns trivsel.

Der er selvfølgelig også forskel fra kommune til kommune, men alle private dagplejere skal naturligvis også overholde gældende lovgivning samt den specifikke kommunes gældende beslutninger og retningslinjer. I Vejle Kommune skal:

”En privatinstitution skal overholde den til enhver tid gældende lovgivning, Vejle kommunes kvalitetskrav og serviceniveau for etablering og drift af daginstitution samt de mål, politikker og pædagogiske principper, der er gældende i kommunens dagtilbud.”

Der er også den pågældende kommune, der godkender antallet af børn, der kan passes i dagtilbuddet. En privat dagplejer er egentlig selvstændig og på den måde ansat af forældrene, og derfor er der ikke nogen risiko for, at dagplejeren kan blive fyret, hvilket naturligvis er en fordel. Privat pasning er som regel også billigere end hos en kommunalt ansat. For os ser priserne sådan ud:

Pris for dagplejen: 6824 kr.
Tilskud fra kommunen: 5118 kr.
Reel pris for os: 1706 kr.

Dette skyldes dog, at der som oftest ikke er tilbud om gæstepleje, hvis dagplejeren bliver syg, så det skal man selvfølgelig tænke over om man kan klare med eksempelvis hjælp fra bedsteforældre eller andre. Vi har vurderet, at vi kan klare det, hvis hun skulle blive syg, da Benjamin er selvstændig og ville kunne arbejde hjemme den første dag. Derudover har vi mulighed for at få hjælp fra Phillips farmor i nødsituationer. Resten af bedsteforældrene arbejder stadig, men kan selvfølgelig stadig hjælpe i et omfang udenfor arbejdstid.

Alt i alt synes jeg ikke man skal kigge så meget på privat vs. kommunal men i stedet skal man besøge stedet eller flere steder og så føle efter om man tror stedet passer godt med ens barn, familie og forventninger. Vores dagplejer laver en masse aktiviteter med børnene, hvilket vi virkelig sætter stor pris på, men det vil jeg skrive noget mere om på et andet tidspunkt.

Det var lidt om vores overvejelser vedrørende dagpleje-valg – jeg håber du fik lidt ud af at læse med :)

Lidt om mig

25 år, gift med Benjamin, mor til Phillip. Bor i Give, hvor hverdagen går med en masse både skønne og mindre skønne oplevelser. Men jeg er vild med min familie og den hverdag, vi deler sammen!

Skriv en kommentar

You may use these HTML tags and attributes:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>